
b
Avignon ligger ved bredden af Rhonefloden i Provence. Den gamle bydel ligger godt beskyttet bag en 4,5 km lang middelalderlig fæstningsmur.
Denne spændende middelalderby er nok mest kendt for det imponerende pavepalads, som troner højt hævet over Rhonefloden. Ikke færre end 7 paver har haft residens i tiden 1307-1378 – denne periode benævnes ”pavernes babyloniske fangenskab”. Der var urolige tider i Rom i året 1306 og Pave Clemens V blev forvist fra byen. Han valgte i stedet at bosætte sig her i Avignon. Dengang var byen en lille by uden stor betydning, her var ro og fred uden krige og hungersnød.
Lidt efter lidt blev det smukke palads bygget. Oprindelig var det et kompleks af bygninger, som blev bygget sammen. Paladset er opdelt i to sektioner. Den første blev bygget af pave Benedikt 12. i tiden 1334-1342. Denne sektion er stærkt præget af den klosteragtige strenghed som fandt sted under Benedikt tid. Den anden sektion er pave Clemens 6., Clemens satte pris på smukke freskoarbejder og ødselt dekorerede lofter. Smuk og imponerende er specielt audienssalen - Alle de Grande Audience - som er holdt i blåt og guld med et loft, der er tæt besat af stjerner. I konsistoriesalen -Alle du Consistoire - hænger portrætter af alle Avignon-paverne. Paladset blev frygtelig beskadiget under Revolutionen, heldigvis var det muligt at restaurere det smukke gamle palads til det man ser i dag.
I juli, august og september er det muligt at overvære et Son-et-lumiere-spil, som fremføres i Cour
d'Honneur. Dette historiske spil fortæller paveårenes historie ved hjælp af lydeffekter og belysningstricks. Forestillingen foregår selvfølgelig på fransk.
Det er muligt at komme rundt til de vigtigste steder med dette miniaturetog, men det er nu også en oplevelse selv at gå gennem de gamle gader.
Byen er også kendt for broen Pont d’ Avignon eller Pont St-Bénézet som den også hedder. Her mødes unge mennesker, traditionen tro, til sommerfestival og danser på broen. Pont Saint Benezet blev bygget i 1185 og var 900 m. lang, men blev ødelagt i 1226 af korstoget. Den blev dog senere bygget op igen. Desværre blev broen ødelagt igen i 1670, denne gang af en voldsom stormflod, man valgte, at man ikke ville bygge broen op efter denn stormflod og idag er der kun 4 brobuer tilbage af de oprindelige 23.
Der er mange andre seværdigheder at se i Avignon, som jo også er kendt for sin teaterhistorie. På Place de l’Horloge findes mange gode spisesteder.
Det historiske centrum har været på UNESCOs verdensarvsliste siden 1995.
Trods det at Avignon ligger i yderkanten af det område, der omfattede Albigenserkorstoget, blev byen alligevel voldsomt involveret i korstoget i 1226. Avignon lå på den østlige side af Rhône og var således underlagt det Tysk-romerske Rige, men byen var under direkte beskyttelse af greven af Provence, der jo havde aflagt ed til Kongen af Aragon.
Frankrig, hvis grænse kun gik til Rhône, fik i 1226 en ny konge, Louis VIII. Denne besluttede sig for at danne endnu et korstog mod katharerne. Hans mål var Toulouse.
Han drog fra Lyon med en korshær, der talte dobbelt så mange mænd som den der i 1209 drog mod Occitanien. Desværre for Avignon, drog Louis og hans folk ned langs den østlige side af Rhône, og da Avignon havde en af de få broer over floden, var det nødvendigt at passere gennem byen.
Avignon, som gerne ville stå sig på god fod med Kongen, havde allerede givet tilsagn om, at hæren kunne passere gennem byen. Men et eller andet gik galt, for da Louis og hans folk kom til bymuren var portene lukket og byen var i yderste alarmberedskab.
Louis VIII beordrede belejring af Avignon. Dette blev en lang belejring, hvor begge parter led store tab. Til sidst overgav byen sig med plyndring og blodbad til følge. Louis forlangte at Avignon skulle rive sine forsvarsmure ned, at de skulle betale en urimelig sum penge og at de skulle være med til at besætte Beaucaire.
Hæren var dog så svækket efter belejringen af Avignon og da Kong Louis selv blev syg, måtte han heldigvis opgive sit togt.
Den kraftig middelaldermur hele vejen rundt om byen, er ca. 4,5 km lang og har 39 tårne og syv byporte. Den blev opført i 1300-tallet. Går man i Rue Joseph Vernet, vil man finde en lille murrest af den gamle befæstning.