Ferieboliger         Forside         Kontakt os                                                                                                 
www.axatholidays.com

Napoleon Bonaparte

Napoléon, der er af italiensk afstamning, blev født i Ajaccio på Korsika, der lige var blevet en fransk koloni, den 15. august 1769. Han var den næstældste søn af Carlo Bonaparte (1746 - 1785) og Maria Letizia Ramolino (1750 - 1836), børneflokken endte med 8 sunde og raske børn.
Napoléon Bonaparte
Selvom begge forældre var adelsfolk, var de fattige og de måtte kæmpe for at brødføde deres børn.

Da Napoléons far døde, blev Napoléon familiens overhoved. I 1778 blev den dengang bare 9 årige Napoléon sendt til en militærskole i det nordlige Frankrig for at lære tale fransk. Napoléon klarede sig godt i skolen trods han faktisk aldrig lærte at tale eller skrive flydende fransk. Napoléons yndlingsfag var uden tvivl matematik og historie.

15 år gammel blev Napoléon, i 1784, flyttet til det kongelige militærakademi i Paris. Her besluttede han sig for at blive officer i den franske hær.

Napoléons interesse for historie fortsatte og han læste alt hvad der var at læse om militærhistorie og sine helte, Alexander den Store, Karl den Store, Hannibal og Julius Cæsar. Inspireret af disse 4 personer vidste Napoléon at hans skæbne var at blive feltherre som de helte han så op til. På bare et år havde han bestået militæreksamen på militærakademiet og blev udnævnt til løjtnant i det franske artilleri. Napoléon identificerede sig så meget med Frankrig og hvad det stod for, at han nægtede at deltage i de korsikanske frihedsbestræbelser.

Napoléon havde dog et problem, idet det kun var sønner af kongelige eller højadelen, der kunne nå højere rang eller stillinger i det franske enevælde, som på daværende tidspunkt havde den pengegriske kong Ludvig 16. og dronning Marie-Antoinette i spidsen. Da Napoléon kun var lavadelig, måtte han se sig stillet bagerst i køen.

I 1780erne begyndte Frankrigs statskasse imidlertid at svinde ind, ikke mindst fordi høsten havde slået fejl flere år i træk. Hele Frankrigs befolkning var ramt af hungersnød. Kongehuset, der havde nok i sig selv, lod folket i stikken og flere tusinde døde af sult.

Snart havde folket fået nok og de truede med revolution og ønskede at afskaffe Kongen.

Under banderolen frihed, lighed og broderskab brød Den Franske Revolution ud i Paris den 14. juli 1789, hvor folket stormede det kongelige fængsel Bastillen.

Under Den Franske Revolution var Napoleon med i den Jakobinske bevægelse, som var en fransk, radikal, politisk bevægelse, som havde enemagten i 1793-1794.

I 1793 erklærede Frankrig Europas stormagter krig. Napoléon Bonaparte blev indkaldt til den franske hær som kaptajn i artilleriet.
Storbritannien havde sendt sine koalitionsstyrker samt en flåde mod den franske havneby, Toulon, hvor den britiske hær blev støttet af en royalist hær og indtog Toulon. Napoléon gjorde hurtigt karriere og blev udnævnt til major for det franske artilleri i Toulon.

Major Napoléon fremlagde en plan, som skulle sikre en sejr over englændernes flåde i Toulons havn. Napoléon ledte selv angrebet og planen lykkedes. Englænderne mistede 10 krigsskibe og resten af flåden flygtede ud af havnen.

Napoléon havde dermed vundet sin første militærsejr og blev udnævnt til brigadegeneral i den franske hær, en personlig sejr for Napoléon.

Efter Jakobinernes fald i 1794 kom den unge Napoléon i unåde. Urolighederne sluttede ved at den franske politiker, Paul Barras, overtog ledelsen af den franske regering.

Ved en gallafest mødte Napoléon den 32 årige Josephine Rose de Beauharnais (1763 - 1814). Hun var Josephine Bonaparte enke og havde to børn Eugene og Hortense. Napoléon var vanvittig forelsket i Josephine, som havde været Paul Barras' elskerinde, og han giftede sig borgerligt med hende i 1796. Napoléon blev stedfar til hendes børn.

I slutningen af 1795 havde tilhængere og en mindre hær, som støttede kongen stormet Paris’s gader og havde truet med at genindføre kongedømmet. Man bad brigadegeneral Napoléon Bonaparte slå oprørene tilbage. Inden længe havde Napoléon, der slog hårdt ned på såvel royalisternes soldater som royalistiske borgere, skabt ro og orden.

På grund af denne sejr og måske fordi Napoléon nu havde giftet sig med Barras tidligere elskerinde, blev Napoléon udnævnt til general og øverstbefalende for den franske hær i Italien, bare 26 år gammel.

Efter felttogene til henholdsvis Italien, hvor det lykkedes ham at erobre de nordlige Italien og Egypten, hvor han led et nederlag, havde han fået stor politisk magt i Frankrig og han var landets mest succesfulde general. Efter at frankrig gentagne gange havde måttet kæmpe mod koalitioner fra de europæiske stormagter Rusland, Storbritannien, Østrig, Tyrkiet, Spanien og Portugal, lavede Napoléon et statskup i 1799 og overtog magten. Han udnævnte sig selv som førstekonsul, hvorefter han var Frankrigs diktator og enehersker de næste 16 år. Napoléon begyndte fra første dag at gøre landet til en meget stærk militær stormagt i Europa og det lykkedes for ham som årene gik. Napoléons styre som førstekonsul cementerede hans magt. Udadtil gennemførte han sejrrigt en krig mod den såkaldte anden koalition. Indadtil arbejdede han med at skabe orden og disciplin efter omvæltningerne, som i 1804 mundede ud i Code Civil (i folkemunde Code Napoléon). Lovene skulle beskytte bøndernes ejendom og accepterede lighed for loven, men forringede både arbejderes og kvinders rettigheder.

I 1801 havde Napoléon anerkendt katolicismen som landets religion. Han styrede landet som et effektivt diktatur med censur og politistatsmetoder og nød stor opbakning fra befolkningen.
Nepoléon
Efter det blodige slag ved Marengo i 1800 besejrede Napoléon den østrigske hær fuldstændig og tvang Østrig i 1801 til at slutte fred. Endnu engang var det lykkedes Napoléon at vælte stormagternes plan om at udslette den franske republik og nu var der endelig fred i Europa.

Napoléon brugte de kommende år på at gøre Frankrig og Paris til det mest magtfulde sted i Europa. Trods Napoléon styrede Frankrig enevældigt, ville førstekonsulen have mere. Han Napoléon Bonaparte ville være den største monark i hele Europa. Derfor inviterede han Pave Pius 7. til at krone ham og Josephine som Frankrigs første Kejserpar siden Karl den Stores tid. Kroningen fandt sted den 2. December 1804 i Parises domkirke ’Notre Dame de Paris’  - men lige inden Paven skulle til at krone Napoléon, tog denne kronen ud af Pavens hånd og kronede sig selv, hvorefter han kronede Josephine. Frankrig var nu ikke længere en republik men et kejerherredømme, hvor kejseren hed Kejser Napoléon 1.

I starten af 1805 samledes Europas stormagter igen, denne gang for at skabe den 3. Koalition på over 600.000 mand. Det var dog kun Østrig og Rusland, der formåede at stille op og tilsammen havde de en hær på 300.000 mand. Napoléon som var bevidst om vigtigheden af at erobre de østrigske og russiske styrker for at få stormagterne til at kapitulere, indledte det berømte slag ved Austerlitz i december 1805. Ved slaget havde Napoléon bare 65.000 mand mod fjendens 90.000. Alligevel lykkedes det Napoléon at nedkæmpe de østrigske og russiske styrker, der mistede 27.000 mand. Napoléon selv mistede ’kun’ 9000 mand.

Nederlaget kostede Østrig dyrt. Hele det sydlige Tyskland og det nordlige Italien kom under fransk kejserdømme, det Tysk-romerske rige opløstes og Napoléon var nu hersker over det centrale Europa.

Ved freden i Tilsit sluttede Rusland fred med Napoléons uovervindelige Frankrig og Alexander 1. accepterede Napoléons herredømme. Hvormed Napoléon var enehersker over hele Europa. Dog ville hverken Spanien og Storbritannien overgive sig.
Napoléon indledte en kamp mod englænderne og spanierne og besluttede samtidig at lade sig skille fra Josephine, som ikke havde formået at skænke ham en søn. Måske fordi Napoléon havde tankerne et andet sted, måske fordi englænderne havde en dygtig general Arthur Wellersley, den senere hertug af Wellington, mislykkedes felttoget.  

Som 41-årig giftede Napoléon sig med den bare 19 år gamle østrigske prinsesse Marie-Louise, som i 1811 fødte Napoléon en søn, Francois Napoléon (1811-1832), Napolén 2. Fik titlen af ’Kongen af Rom’.Marie-Louise Bonaparte

Napoléon var lykkelig, han havde fået en søn og hans imperium havde aldrig været større. Han havde verdens største kejserrige – kun overgået af det tidligere romerrige og han regerede over 70 millioner mennesker.

Men Napoléons alliance med Rusland blev begyndelsen til enden for Napoléon. Russerne havde ikke haft økonomisk fordel af fastlandsspærringen og begyndte at distancere sig fra ham. Til sidst fremtvang de et brud i 1812. Samme år besatte Napoléon Moskva, men russerne afbrændte byen og ødelagde forsyningsmulighederne og Napoléon måtte trække sig tilbage med store tab til følge, hvor omkring 525.000 mænd omkom. Napoléon havde haft sit livs største militære nederlag og nu samledes alle Europas stormagter igen for at gå sammen mod Napoléon.

Efter det berømte folkeslag ved Leipzig i 1813, blev Napoléon slået af koalitionsstyrkernes hær og i april 1814 blev Napoléon tvunget til at fraskrive sig kejsertronen. Napoléon flygtede til den lille ø Elba ud for Toscana.

Frankrig indførte kongedømmet igen, denne gang med Ludvig 16. Onkel, Kong Ludvid 18. Ludvig den 16. var blevet henrettet i 1793.

Mens Napoléon var på Elba, kom der brev om at hans elskede Josephine var død, kun 45 år gammel. Napoléon var knust og låste sig inde på sit værelse i flere dage.

I 1815 gik Napoléon i land i Marseilles i Sydfrankrig og sætte sig i spidsen for de tropper, der var sendt af sted for at fange ham. Det lykkedes hurtigt Napoléon at sikre sig magten i Frankrig og kongefamilien måtte endnu engang tage flugten.
Europas stormagter var rystet og i et 7. og sidste forsøg gik de sammen for engang for alle at nedkæmpe Napoléon. Det lykkedes i første omgang Napoléon at nedkæmpe prøjserne, som måtte trække sig tilbage. Herefter red han til Waterloo, hvor Wellington havde taget opstilling. Napoléons marskaler var ikke trygge ved situationen og Napoléon skulle efter sigende have givet dem en røffel inden de drog af sted, hvor han angiveligt skulle have sagt:
“Bare fordi Wellington slog jer i Spanien, så tror I alle sammen at han er en stor feltherre, men jeg siger jer, Wellington er en dårlig feltherre, den engelske hær har dårlige tropper og dette slag vil blive en skovtur for os”.

Napoléon havde dog undervurderet sin modstander, hertugen af Wellington, Storbritanniens ubesejrede feltherre. Efter et par mislykkede angreb kom ’resterne’ af den prøjsiske hær Willington til undsætNapoléon ved Waterlooning og Napoléon måtte trække sin hær tilbage til Frankrig.

Slaget ved Waterloo var et stort tab for alle, over 50.000 soldater mistede livet.

Napoléon måtte igen fraskrive sig fra kejsertronen og blev deporteret til øen St. Helena, vest for Sydafrika. Det var her at Napoléon skrev bogen som skulle blive Frankrigs mest læste bog – sin livshistorie. I bogen beskriver Napoléon sine militærsejre, som udgjorde ikke mindre en 60 mindre og større slag gennem hans 22 års lange militærtjeneste.

Efter 6 års fangenskab døde Frankrigs første store kejser Napoléon Bonaparte af cancer den 5. maj 1821, blot 51 år gammel. En kejser af det halve Europa med en kæmpe magt ud over alle grænser, samt en fantastisk evne til at føre krig. Hans sidste ord skulle have været: "Frankrig....Hæren....Josephine..". Der var stor sørgedag i Frankrig da nyheden nåede frem til Paris og alle de andre storbyer i Frankrig. Den store kejser var faldet sagde man.

En svensk forsker, der efter sigende skulle have undersøgt en hårlok fra Napoléon, har fremført, at Napoléon måske blev forgiftet med arsenik.

Napoléon var længe begravet på St. Helena men Napoléons svigersøn, Napoléon den 3. , ville have Napoléon begravet i Paris og i 1840 fragtede man Napoléon til Paris og begravede ham i Les Invalides og der ligger Napoléon stadig den dag i dag.

Frankrigs kejser som gik under navnet Napoléon I., uofficielt ’Napoléon den Store’, var fra 1796-1809 gift med Josephine de Beauharnais og fra 1810 med Maria Louisè af Tyskland. Med sidstnævnte havde han sit eneste officielle barn, sønnen, Francois Napoléon, som døde af lungebetændelse i 1832, kun 21 år gammel. Francois så aldrig sin far igen efter Paris’ fald i 1814 og levede resten af sit liv som østrigsk prins.

Napoléon havde 6 søskende:
Josef Bonaparte, konge af Napoli og senere Spanien,
Lucien Bonaparte, konge af Holland (fader til Napoléon III)
Jerome Bonaparte, konge af Westfalen, stamfader til den nuværende Bonaparteslægt. Maria, gift med den italienske officer Felix Bacciochi. Caroline, gift med marskal Joachim Murat og Pauline, først gift med genenal Leclerc, senere med fyrst Borghese.